Historien om Københavns eneste punk-band: Krølle & Sporado Band
Bandet, som aldrig solgte ud og derfor aldrig solgte nogen plader!
K.S.B. anmeldt
Sidste skrig (Århusiansk punk-zine) nr 2., maj 1982:
"Krølle og Sporado Band er et lille ny-rock-orkester (sic! - red. anm.) fra Kbh. Musikken er, som navnet antyder, ret sporadisk, dog med gode og vellydende
melodiske elementer ind i mellem. Gruppen har aldrig givet nogle egentlige koncerter
p.g.a. diverse uoverensstemmelser i gruppen. Har tilgengæld udgivet nogle bånd"
Gaffa's Niels Harbo skrev (nr. 77, marts 1991) om udgivelsen "Marrakesh Surf" "Københavnsk postordrepop i syret hippiestil med danske tekster og skæve indfald. Titler som Den Glade Pædagog og Smølfefest med linier som "Jeg tog til Ribe/for at købe mig en pibe/på vej derover/mødte jeg min svoger/ han var sammen med sin bedstefar/som havde masser af galar". Ubehjælpsomt udført i en elendig lydkvalitet, men jeg morede mig. Endda uden at være skæv. Bliv selv ejer af båndet, indsæt 30,- kr. på giro "
Gaffa nr. 91, august 1992: "KSB afslører på deres nyeste kassetteudgivelse "Hammer og Hagl", at de hverken kan synge eller spille.
Det gør heldigvis heller ikke så meget, bare se på Ringo Starr. Jeg ved ikke, om KSBs
bagmand, Ole Nielsen, satser på millionerne, men musikken går bl.a. under varemærket
Pink Dildo Fashion Art og blandt de emner, de tager under behandling i deres danske
tekster er retten til selv at bestemme, hvor meget man vil hæve på sit Dankort. Det sker
i sangen "Jeg går med Dankort gennem byen og det er sommer"
(der som bekendt rimer på tomme lommer")
KSB begår deres musikalske udskejelser i Københavns-området.
Musikken kan vel nærmest betegnes som cabaretrock, uden at det dog er ensbetydende med,
at musikken giver mindelser om hverken Troels Trier, Per Pallesen eller Waynes World. KSBs
musik udspilles i et univers med sære og sjove indfald.
Desværre er det nogle gang mere sært end sjovt. På kassetten står anført
"garantien er udløbet", så der er desværre ikke mulighed for at klage.
Det har jeg nu heller ikke lyst til. Det er faktisk rimeligt godt gået, gutter"
- to ud af fem mulige stjerner