|
I det nu hedengangne Dalle Valle lå cafeteriet godt gemt af vejen oppe på femte sal. Ikke
alene lå det således over de øvrige afdelinger; rulletrappen førte ej heller derop, så man måtte
ud på den rigtige trappe for med egen hjælp at nå derop.
Redaktionen nåede derop engang i ca. 1984/85. Her mødte os et langstrakt, spartansk udstyret lokale med en
disk, hvorover man skubbede sin bakke fremad altimens, man langede til sig. Da det var hen på eftermiddagen,
valgte vi et tilbud om en kop kaffe med lagkage til ca. en 17-18 kr. Der var 2 slags lagkage at
vælge imellem, så een tog den almindelige med syltetøj og Tørsleffs gule Husmodercreme og den anden tog
chokoladevarianten. Førstnævnte viste sig at være et godt valg, medens chokolagkagen var
så tør, at den smuldrede lige så snart man stak kagegaflen i den. Dette traktement blev indtaget
ved et af de mange borde, der som perler på en snor stod opstillet ned gennem det lange lokale.
Herfra havde vi den smukkeste udsigt ud over baggården til Dalle Valle med alle dens skure og
tilbygninger. Enhver for samtale var svær at sætte igang. Den blev nemlig til stadighed afbrudt
af den venlige damestemme, der over varehusets vidtrækkende højtaleranlæg kundgjorde, at netop
nu var der tilbud på 5 par damestrømper i Lingeriafdelingen i stuen for kun 49 kr og
», De hørte rigtigt!«. Her riskerede man ikke, at nyttig information gik til spilde!
|