Kaffesalonen

Peblinge Dosseringen 6 · 2200 København N
Åben: Mandag - lørdag · 5ºº - 22ºº
Tiderne gælder selvfølgelig ej længere

Kaffesalonen, som dens facade så ud før ombygningen Vi har her en af Københavns mest klassiske kaffebarer. Stedet åbnede vistnok i 1933 og forblev fra da af og frem til foråret 1999 stort set uberørt af diverse modeluner og tendenser i tiden. Klassiske kaffebarsmøbler, nylongardiner i vinduerne, ternede voksduge på bordene og ægte fiduskunst på væggene var vigtige ingredienser i dette miljø.

Et sandwichskilt udenfor indgangen fortalte den forbipasserende om dagens ret: Stegeben, Boston-steg, frikadeller, gammeldags oksesteg var blandt de mange tilbud, der som regel blev serveret med sovs og kartofler samt rødkål eller surt. Der var også altid et fast udvalg af varme retter - f.eks. biksemad med rødbeder og spejlæg som man efter behag kunne krydre med ketchup, HP-sovs eller engelsk sovs. Herudover var der naturligvis også et stort udvalg af smørrebrød. Det hele kunne skylles ned med pilsner, Jolly Cola o.lign. Til kaffen var der mulighed for at indtage byens bedste kiksekage (bedre end Arbejdermuseets) eller et af de vaskeægte negerkys, der stod opstillede i vinduet. Også for de morgenfriske var der godt at hente i form af et bredt udvalg af morgenmadsprodukter, som rundstykker, thebirkes, wienerbasser m.m.

Stedet havde et meget bredt og trofast publikum, der udover typiske kaffebarsgængere som håndværkere og taxachaufører også talte kunstnere, musikere og andet godtfolk. I den bagerste del hang en samling gamle udslidte fremmedarbejdere og konkurerede om at være længst mulig tid om at drikke en kop kaffe. Også mere sære og skæve eksistenser kiggede forbi, som f.eks. vagabonden, der ved et besøg en tidlig morgenstund i 1990 sås gå fra bord til bord for at indtage ikke opspiste morgenmadsrester. Eller hvad med den skæggede, gråsprængte mand med det uforståelige sprog og den grønlandske kone, der ved redaktionens sidste besøg i februar (kort før lukningen), stolt fremviste en brochure fra en lokal friskole (hvad han så end skulle bruge denne til) samt en gammel sørøverroman med Kaptajn Kidd på nye eventyr for undertegnede.

Kaffesalonen eksisterer stadig men i et noget ændret design. Se selv!

Tilbage til Rasmussens kulinariske hjemmeside Tilbage til PinkDildos hjemmeside