Café Stefan

Nørrebrogade · 2200 København N
Redaktionen parkerer cyklerne foran Café Stefans cafeteria på hjørnet af Nørrebrogade og Holtegade Trods navnet har Café Stefan intet med en moderne trendy café at gøre, men må nærmest betegnes som en fusion mellem et klassisk dansk caféteria og en kineserrestaurant. I interiøret ses således både nylongardiner og ternede voksduge. Væggene er holdt i skarpe rød-gule nuancer og på disse ses klassisk kinesisk kunst a la silketryk. Mest markant af disse kunstværker er den store fotostat på endevæggen; her ses en reproduktion af det klassiske motiv "træer i solnedgang" tilsat en let gylden patineret overfladebelægning - formentlig som følge af et par årtiers røg.

Da caféteriet er kinesisk ejet er menukortet også en skønsom blanding af danske og kinesiske specialiteter. Redaktionen besluttede sig for at sprede sig lidt rent kulinarisk. Een bestilte således dagens ret, som var en god stor kotelet med rødkål, sovs og kartofler til 40 kr. En anden forsøgte sig med en kinesisk specialitet i form af kinesiske kæmperejer m. cashew-nødder og ris samt balladesovs (chilli) i rigelige mængder til 52,- pr. snude. Endelig kastede den tredie sig over Chop Sueyen. Til at drikke fik vi hver en Tuborg Classic og efterfølgende en kop kaffe. Rent prismæssigt er det ikke det billigste cafeteria - til gengæld er portionerne pænt store, velkrydrede og den kulinariske kvalitet ligger væsentlig over den almindelige kinesergrillsstandard. Frokosten indtages ved de voksdugsbeklædte borde

Publikumet udgøres, ligesom det er tilfældet på andre lignende steder i den ydre ende af Nørrebrogade, af overvejende pensionister iblandet enkelte håndværkere.

Besøgt: Juni 1999

.
Rasmussens kulinariske hjemmeside Tilbage til PinkDildos hjemmeside